Over hele kloden gør statsledere, politikere, forskere og NGO’er sig lige nu klar til at rejse mod Dubai, i klimaets tjeneste. Det er blevet tid til FN’s klimatopmøde nr. 28, også kaldet COP28 (United Nations Climate Change Conference). Forud for klimatopmødet har FN’s Miljøorganisation, UNEP (United Nations Environmental Programme), udgivet sin årlige klimarapport. Rapportens hovedformål er at beskrive, hvor meget de globale temperaturer vil stige med de nuværende klimatiltag, og hvilke konsekvenser det vil føre med sig.
I 2015 aftalte verdens ledere at holde temperaturstigningerne under 1,5*C. Det skete under FN’s klimatopmøde COP21 i Paris, og den aftale kendes som Paris-Aftalen. Aftalen er en juridisk bindende international traktat, som 196 FN medlemslande har underskrevet. Mere konkret er målet med Paris-Aftalen, at “holde de globale gennemsnitlige temperaturstigninger godt under 2,0*C (sammenlignet med før-industrielle niveauer)”, og at “bestræbe sig på at temperaturstigningerne forbliver under 1,5*C ”. Paris-Aftalen var en milepæl på daværende tidspunkt, fordi det var den første bindende aftale, der bragte FN’s medlemslande sammen om at modarbejde klimaforandringer. Ifølge FN’s panel af klimaforskere, kaldet IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) vil temperaturstigninger der overskrider 1,5*C medføre, at konsekvenserne af klimaforandringerne bliver langt mere omfattende og ødelæggende end hidtil set.
De seneste år er det blevet mere og mere tydeligt i forskerkredse, at målsætningen fra Paris-Aftalen ikke er realistisk med det tempo og omfang medlemslandene arbejder. Faktisk forudser UNEP’s klimarapport, at vi ser ind i en fremtid, hvor temperaturstigningerne globalt vil nå 2,9*C i 2100, hvis vi fortsætter med de nuværende klimatiltag. Når det er sagt, er det ikke en umulig opgave, at nå Paris-Aftalens mål om 1,5*C, men det kræver at den globale udledning af drivhusgasser reduceres med 43% inden 2030. Det kan lyde umuligt, men det er det faktisk ikke, dog skal der handles nu, på alle tænkelige niveauer.
De seneste år har mennesker overalt på kloden, i mere eller mindre grad, oplevet konsekvenserne af klimaforandringer, og det er vel at mærke “kun” med temperaturstigninger på 1,2*C. Vejret er blevet mere ekstremt, der er oversvømmelser, hedebølger og naturbrande. Temperaturstigninger på 2,9*C vil føre til endnu mere ekstremt vejr, og flere steder vil de daglige temperaturer være decideret farlige for ellers sunde og raske mennesker. Derudover vil den globale fødevaresikkerhed blive påvirket negativt, da store landbrugsområder vil blive ubrugelige, i takt med at der kommer flere perioder med ekstrem tørke. Befolkningsgrupper vil være tvunget til at forlade deres hjemlande, fordi de er blevet ubeboelige, som følge af klimaforandringerne, og vi vil derfor også se ind i en fremtid med en helt ny gruppe af flygtninge. Øgede flygtningestrømme kan føre til regionale konflikter og ustabilitet - Verden vil i det hele taget blive et farligere sted at leve.
Tilbage til klimatopmødet COP28, som starter om en uges tid. Hvad skal der til for at vende skuden? Som sagt kræver det handling på alle niveauer af verdenssamfundet. Men kigger vi på en af hovedårsagerne til klimaforandringer, så er der ingen tvivl om, at afbrænding af fossile brændstoffer (olie og gas) står for langt størstedelen af den globale udledning af drivhusgasser, og det er derfor afgørende, at det lykkedes medlemslandene at nå til enighed om udfasning af fossile brændstoffer. Og i den forbindelse kan man så undre sig over, at Dr. Sultan Ahmed Al Jaber, direktør for Abu Dhabis nationale olieselskab, ADNOC (et af verdens største olieselskaber), er blevet udpeget som leder af COP28. Adskillige internationale NGO’er har udtrykt deres bekymring over denne udnævnelse, og det samme har flere hundrede medlemmer af den amerikanske Kongres og EU Parlamentet. Verdenen står overfor et klimatopmøde af monumental betydning for at sikre vores fremtid. Aldrig har det været vigtigere, at verdens beslutningstagere har modet til at handle, og gøre op med verdenssamfundets afhængighed af fossile brændstoffer. Det er derfor uforståeligt, hvordan direktøren for et af verdens største olieselskaber; ydermere et selskab som tidligere på året præsenterede en plan for at udvide deres produktion af netop fossile brændstoffer, kan få lov til at sidde for bordenden, for så afgørende forhandlinger. Det er vores tro og håb, at forskningens klokkeklare udmeldinger om den fremtid vi ser ind i uden klimahandling, vejer tungere end kulsort lobbyisme.
