Ét af filmens helt store budskaber er, at vi skal stoppe med at spise fisk, fordi bæredygtigt fiskeri ikke findes. Denne pointe er selvfølgelig rettet mod de veludviklede lande, som ikke er afhængige af fisk for at brødføde befolkningen. I vores tidligere blog omkring de nye kostråd var vi skeptiske overfor ideen om, at danskerne bliver opfordret til at erstatte kød med fisk. Det var vi netop, fordi der ikke svømmer et kæmpe stort uforløst potentiale rundt og venter på os ude i havet. Siden slut 1980’erne har det globale fiskeri efter vildfisk stagneret, så ressourcerne til at hæve udbyttet findes simpelthen ikke. Opdræt af fisk er til gengæld steget fra at være en lille fraktion i slut 1980’erne til nu at producere lige så mange fisk, som vores oceaner gør. Spørgsmålet ser derfor ud til at være, hvor meget vi kan skrue op for vores opdræt uden, at det får uhensigtsmæssige konsekvenser for havmiljøet?
Filmens pointe med at stoppe med at spise fisk, er på ingen måde realistisk, ej heller pragmatisk. Måden vi arbejder på i NOW, er gennem aktivering, strategiske samarbejder og dialog. Ikke udskamning af et helt erhverv, hvor alle skæres over én kam.
Problemet med en film som Seaspiracy er, at den i sit forsøg på at oplyse og informere seeren, ender med at bero sig for meget på chokeffekten. Og mens det måske virker på en stor del af seerne, så får det filmen til at falde lidt til jorden i en faglig sammenhæng.
Omvendt er problemet for filmens kritikere, at de ensidigt og meget tydeligt, forsøger at sænke alle påstande helt kategorisk, i stedet for at tage filmen for det den er, og faktisk upartisk undersøge nogle af de problemstillinger, der bliver fremlagt. Når man f.eks. starter sin kritik med at gå personligt efter filmens producent og instruktør, fordi de er veganere, så er det at skyde langt forbi målet. Ud fra den logik ville størstedelen af kritikernes holdninger vel også være ugyldige, da de spiser kød og fisk og derfor har en agenda om at blive ved med det. Imens trykker medierne gerne ukritisk et citat fra en havbiolog hos Kattegatcentret, der siger, at: “det går fremad med hajerne” uden en kilde til forskningen, der viser, hvordan det så går fremad. Det er ikke journalistisk objektivitet. Fagpersoner er også afhængige af at basere deres viden og argumentation på kilder. Den samme kritik, som filmens journalistik bliver mødt med.
Når filmen på den måde udstiller en industri, som på ingen måde er fejlfri, så er det i vores optik mediernes pligt også at kunne gennemskue budskabet, selvom flere påstande kan være tvivlsomme. Omvendt kan og skal man selvfølgelig også kritisere filmen for at være for ensidig og idealistisk, hvilket besværliggør troværdigheden.
