Hvad har virussmitte at gøre med bæredygtig adfærd på arbejdspladsen?

I vores blogindlæg fra den 11. maj talte vi om, hvilken rolle vi som forbrugere spiller, for den bæredygtige omstilling.

Mange er nu fysisk tilbage på arbejde, og som medarbejder, uanset arbejdsplads og stilling, kan man også være med til at sætte et grønt aftryk. Man behøver hverken være biolog, klimaekspert eller direktør, for at gøre en forskel på sin arbejdsplads. Inspiration, oplysning og handling har det nemlig med at sprede sig som ringe i vandet.

pic 1.jpg

”Smittetryk” er et begreb mange danskere har stiftet bekendtskab med for første gang, her under CoVid-19 pandemien. Inden for Virologien dækker smittetryk over, hvor mange personer én smittet person i gennemsnit, når at smitte, før han/hun ikke er smitsom længere. Under CoVid-19 pandemien har vi oplevet, at der især på arbejdspladserne var høje smittetryk, bl.a. fordi folk kommer i fysisk kontakt med hinanden i længere tid af gangen.

Overfører vi ”smittetryk” til bæredygtig omstilling, og hvordan vi som enkeltpersoner, kan påvirke menneskerne omkring os, så kan vi også her “smitte” hinanden - ikke med CoVid-19 - men med bæredygtig adfærd. Det fantastiske ved dette er, at bæredygtig adfærd har vist sig at være uhyre smitsom, og man kan smitte hele livet, uanset alder, køn, livsstil, interesser og profession. 

pic 2.jpg

Der er mange måder at smitte med bæredygtig adfærd på arbejdspladsen: Bare det at snakke om emnet under frokost kan være med til at så et frø af interesse hos kollegerne. Man kan også lede med det gode eksempel, f.eks. ved at cykle på arbejde, have sin egen vandflaske og kaffekop med, eller aktivt nedbringe sit eget ressourceforbrug i løbet af  arbejdsdagen. 

Man skal dog være forberedt på at svare på spørgsmål og forklare, hvad formålet egentlig er, og så skal man overveje hvordan man bedst muligt skaber det højeste ”smittetryk” – Vores filosofi er, at en positiv og imødekommende vinkel altid skaber de bedste resultater.    

Hvis man har lyst til at gå skridtet videre, kan man opfordre sine kolleger og ledere til at etablere et “grønt udvalg”, som i fællesskab udtænker bæredygtige tiltag på arbejdspladsen. Det kan f.eks. være udskiftning af engangsprodukter i plastik med mere bæredygtige alternativer, små kampagner om at gå papirfri, eller finde metoder til at spare på vand og elektricitet. Andre bæredygtige tiltag kan være, at sikre korrekt sortering af arbejdspladsens affald eller flere vegetariske dage i kantinen.

pic 3.jpg

På nettet findes der masser af hjemmesider med gode ideer til hvordan man konkret kan “smitte” sine kolleger og arbejdsplads med bæredygtig adfærd. “How to make your workplace sustainable” er et godt udgangspunkt for din søgning. 

At sprede bæredygtig adfærd på sin arbejdsplads kan give bedre fællesskab og trivsel blandt medarbejderne, økonomisk gevinst for ejerne, og også en personlig gevinst hos en selv. Og måske endda ens kollegaer bliver inspireret til at gå hjem og fortælle familie og venner om de bæredygtige tiltag på arbejdspladsen, og de så tager den bæredygtige ”smitte” med til deres arbejdspladser, børnehaver og skoler. 

Når det kommer til bæredygtig adfærd gælder det nemlig ikke om at bryde smittekæderne, men derimod om at få dem til at forgrene sig, til alle afkroge af samfundet – En bæredygtig pandemi.

pic 4.jpg
 

Billedmateriale: Ian Schneider, Linus Nylund, Dylan Gillis and Janelle Soto via unsplash.com